Forside %gt; FAQ %gt; Faderskab

Faderskab

Jeg er blevet gravid ved kunstig befrugtning. Hvordan er mulighederne så for at få fastslået faderskabet?

Svar:

Faren til dit barn er kun lovligt anonym, hvis hans sæd er afleveret til en læge til insemination. Det betyder at den mand, der har afgivet sæd  under private forhold kan blive dømt som far.

Hvis det ikke er muligt at finde en far, må statsforvaltningen henlægge sagen. 


Min samlever og jeg venter barn sammen. Hvordan bliver det registreret, at min samlever er far til barnet?

Svar:

Din samlevers faderskab kan registreres samtidig med, at jeres barns fødsel bliver registreret. Når du har født, skal I henvende jer til kirkekontoret i det sogn, hvor du bor.

Hvis I ønsker, at faderskabet skal registreres før barnets fødsel, skal I henvende jer til statsforvaltningen, hvor du bor.

Se vejledning om registrering af faderskab under sagsområdet faderskab.


Jeg venter barn. Jeg blev gravid kort tid efter, jeg mødte min samlever. Vi vil derfor gerne have taget dna-prøver, således at vi kan få fastslået, at min samlever er far til barnet. Hvad gør vi?

Svar:

Hvis I er i tvivl om, hvem der er far til barnet, og ønsker I, at der skal tages dna-prøver. kan I starte en faderskabssag. Statsforvaltningen sørger for, at der bliver taget prøver, hvis I begge vil medvirke.

Statsforvaltningen har aftaler med en række sygehuse, hvor prøver bliver udtaget. Herefter bliver prøverne sendt ind til  Retsgenetisk Institut, hvor de bliver analyseret. Der skal udtages to prøver fra hver part, også fra jeres barn.

Retten kan bestemme, at der udtages prøver, selv om en part ikke ønsker det.

Se om retsgenetiske undersøgelser under sagsområdet faderskab


Da min datter blev født, anerkendte jeg faderskabet ved at underskrive en erklæring på kirkekontoret. Jeg er nu kommet i tvivl, om jeg er far til hende. Har jeg mulighed for at få faderskabssagen genoptaget, for at få fastslået om jeg er faren?

Svar:

Et faderskab er foreløbigt, indtil dit barn er 6 måneder gammelt. Det betyder at du, barnets mor og barn (ved værge) uden særlige betingelser kan rejse en sag inden for barnets første 6 måneder.
Efter 6 måneder er det vanskeligt at få genoptaget en faderskabssag.

I to situationer er det dog mindre vanskeligt, nemlig 1) hvis alle parter, far, mor, barn (ved værge) og "ny far"  er enige om det, og 2) hvis barnet slet ikke har fået en far ved fødslen.

Hvis barnet ikke har en far (situation 2), og barnet er født efter den 1. juli 2002 , kræves det, at der kan udpeges en sandsynlig far. Moren og barnet (ved værge), og en mulig far kan rejse sag uden tidsgrænse.

Hvis barnet er født før 1.juli 2002 kan moren og barnet rejse sag uden tidsgrænse, men en mulig far kan ikke rejse sag. Hvis moren efter tidligere gældende lovgivning har fået fritagelse for at oplyse hvem der er far, kan kun hun rejse sag.

Ellers kræves det for en genoptagelse, at der fra myndighedernes side er begået fejl (skrivefejl og lignende), eller at situationen er en helt anden end antaget ved barnets fødsel.

Se også om genoptagelse under sagsområdet faderskab


Min eks-kæreste har lige født et barn. Hun blev gravid, mens vi kom sammen. Jeg er bange for, at hendes nye kæreste skal blive registreret som far til barnet. Kan jeg gøre noget?

Svar:

Du skal hurtigst muligt kontakte statsforvaltningen, i den region hvor din eks-kæreste bor. Loven siger at en mand, der har haft et seksuelt forhold til en kvinde, da hun blev gravid, har mulighed for at rejse en faderskabssag inden 6 måneder efter barnets fødsel. Hvis en anden mand allerede er registreret som far til barnet, er mulighederne dog begrænsede.
Hvis du var gift med eks-kæresten eller boede I sammen i et fast samlivsforhold, da hun blev gravid, kan du dog rejse sag, selv om en anden mand allerede er registreret som far.

Læs mere om en mands ret til at rejse faderskabssag.


Jeg venter at føde om kort tid. Min samlever er ikke biologisk far til barnet, men han vil gerne registreres som far til barnet. Kan han det?

Svar: I har mulighed for at få din samlever registreret som far til dit barn, hvis den mand, du har haft seksuelt forhold til, da du blev gravid, giver samtykke. Registreringen sker ved, at du og din nye samlever underskriver en omsorgs- og ansvarserklæring under et møde i statsforvaltningen.

Til toppen af siden
Senest opdateret 11. mar 2010
 
Forside
Nyheder |Om Statsforvaltningen
Publikationer |FAQ |Presse
Job |Kontakt redaktionen |English