statsforvaltningernes logo

Skilsmisse efter separation

Husk at betale gebyr på 500 kr. for behandling af ansøgningen til den statsforvaltning, du har sendt ansøgningen til.

Læs mere om, hvordan du betaler gebyr her.

Hvornår kan vi blive skilt, efter at vi er blevet separeret?

Hvis I er enige om det, kan I blive skilt, når I har været separeret i et halvt år. Hvis en af jer ikke vil være med til at blive skilt, når det halve år er gået, kan det ikke lade sig gøre. Så skal der gå et år, før det er muligt at blive skilt. Hvis en af jer stadigvæk ikke vil være med til at blive skilt, selvom separationen har varet et helt år, kan det blive nødvendigt at retten skal træffe afgørelse om skilsmisse. Se nærmere under Hvis vi er uenige.

Hvordan bliver vi skilt?

I skal sende en anmodning om skilsmisse til jeres lokale statsforvaltning. Der er ikke er grænser for, hvor længe I kan være separeret, og I skal derfor selv sende en anmodning til statsforvaltningen, hvis I vil skilles, når der er gået et halvt år.

I kan først sende anmodningen, når separationen har varet i et halvt år. Det skyldes, at I skal svare på, om I har boet sammen i separationstiden, der skal vare mindst 6 måneder, og det kan jo først lade sig gøre, når de 6 måneder er gået.

Separationsperioden regnes fra den dato, hvor I er blevet separeret - dvs. den dag, hvor separationsbevillingen er lavet. Hvis I er separeret ved dom, regnes separationsdatoen som den dag, hvor dommen er blevet afsagt. Hvis I er blevet separeret den 5. januar, kan I underskrive anmodning om skilsmisse den 6. juli.

Hvis I først er flyttet fra hinanden mere end 2-3 måneder efter separationen, så vil statsforvaltningen normalt betragte jeres separation som bortfaldet, og vi vil ikke kunne give jer en bevilling til skilsmisse efter separation.

Gå til blanket - Skilsmisse efter separation

Når I sender anmodningen om skilsmisse til statsforvaltningen, skal I sende en kopi af jeres originale separationsbevilling med. Hvis I er blevet skilt ved dom, skal I sende en kopi af dommen med.

I blanketten til skilsmisse, skal I:

  • skrive jeres navne, adresser og CPR-numre
  • svare på, om I er blevet boende sammen efter separation, og hvis I har - hvor længe
  • svare på, om I har været flyttet sammen efter separationen, og hvis I har - hvor længe
  • skrive under på ansøgningen.

I behøver ikke at udfylde anmodningen om skilsmisse sammen. Hvis det kun er en af jer, der har udfyldt og sendt skemaet til statsforvaltningen, sender statsforvaltningen kopi af anmodningen eller en tilsvarende blanket til den anden.

Når I sender anmodningen til statsforvaltningen, skal I samtidig betale et samlet beløb på 500,- kr. Husk at indbetale beløbet til samme statsforvaltning, som du sender anmodningen til. Det kan gøres via netbank, ved at sende en check eller ved at betale på giro. Du kan læse mere om, hvordan I gør på siden Indbetaling af skilsmissegebyr. I kan også finde finde statsforvaltningernes forskellige kontonumre under Find din statsforvaltning .

Statsforvaltningen begynder ikke at behandle anmodningen om skilsmisse, før de 500,- kr. er modtaget.

Inden I indsender anmodningen, opfordrer vi jer til at læse vores pjece Når vi skal skilles. 

Skal vi til møde (vilkårsforhandling), når vi efter separationstiden ønsker at blive skilt?

Det kommer helt an på, hvad I har aftalt, dengang I blev separeret.

I kan se i jeres separationsbevilling, hvad I har aftalt.

  • I skal ikke til et møde, hvis I har aftalt, at aftalen om ægtefællebidrag fortsat skal gælde efter skilsmissen
  • I skal til et møde - vilkårsforhandling -, hvis I har aftalt, at I ved skilsmisse skal gennemgå aftalen om ægtefællebidragspligten/pligten til at betale partnerbidrag igen. Det er ikke muligt at fravælge mødet.

Reglerne siger dog også, at statsforvaltningen skal holde møde (vilkårsforhandling), hvis statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Det betyder, at vi skal indkalde jer til møde, hvis vi mener, at der er grund til det.

Det vil vi for eksempel gøre,

  • hvis vi er i tvivl om, I begge forstår betydningen af skilsmissen og de aftaler, som I skal indgå
  • hvis der er noget, der tyder på, at I ikke er klar over, hvilke rettigheder I har.
  • hvis der er noget, som tyder på, at I er blevet presset til at aftale noget.

Hvad sker der, hvis den ene ægtefælle/partner ikke reagerer på det brev, som Statsforvaltningen sender angående skilsmisse efter forudgående separation?

Hvis den ene ægtefælle/partner ikke protesterer eller ikke reagerer på det brev, som Statsforvaltningen sender ud, kan vi lave en bevilling om skilsmisse, hvis I har aftalt, at aftalen om ægtefællebidrag fortsat skal gælde efter skilsmissen.

Til toppen af siden
Senest opdateret 17. jan 2013
Find din Statsforvaltning Hovedstaden Hovedstaden - Bornholm Sjælland Syddanmark Midtjylland Nordjylland Find din Statsforvaltning Find din Statsforvaltning

Hjælp til børn:

morogfarskalskilles.dk

Pjecer

Når vi skal skilles

Hjælp til forældre:

www.børnimidten.dk