Forside %gt; Børn %gt; Barnets initiativret

Barnets initiativret

Indtil et barn fylder 18 år, er det forældrene, som tager beslutninger på barnets vegne. Men som en del af Forældreansvarsloven har alle skilsmissebørn på 10 år og derover en lovfæstet initiativret. Det betyder, at barnet kan bede Statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets bopæl eller omfanget af samværet med samværsforælderen.

Hvornår kan barnet bruge sin initiativret?

For mange børn er det en rigtig svær situation, når forældrene bliver skilt eller flytter fra hinanden. I nogle tilfælde er barnet utilfreds med de aftaler, der er indgået. Måske er barnet ked af, at det ikke ser den ene forælder nok, at det hellere vil bo hos den anden forælder eller noget helt tredje.

Barnet kan bruge sin initiativret og bede Statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde, hvis barnet af en eller anden grund ikke kan tale med sine forældre om, hvilke ønsker og behov barnet har efter en skilsmisse. Eller hvis forældrene ikke lytter til, hvordan barnet gerne vil have, at tingene skal være efter en skilsmisse.

Det er bedst for alle i en skilt familie, hvis barnet kan tale åbent med forældrene. Når barnet og forældrene i fællesskab kan finde en god løsning, behøver barnet slet ikke at bruge sin initiativret.

Hvad skal man tænke over i forbindelse med barnets initiativret?

Det er ikke uden omkostninger for barnet at træde ind i forældrenes konflikt. For barnet opleves brugen af initiativretten ofte som den sidste udvej for at blive hørt af forældrene.

Derfor er det godt for barnet at have en voksen at tale med, inden det bruger sin initiativret. Det kan for eksempel være en lærer eller et familiemedlem, som barnet et tryg ved, og som måske kan hjælpe barnet med at kontakte Statsforvaltningen.

Nogle børn føler sig presset af deres forældre til at bruge barnets initiativret. Det kan for eksempel være, fordi forældrene er uenige, og en af forældrene tror, at det kan hjælpe på netop hendes/hans sag i Statsforvaltningen. Derfor er det vigtigt at understrege, at det er barnet, der selvstændigt bestemmer, om det vil benytte sig af sin initiativret.

Hvordan bruger barnet sin initiativret?

Barnet skal være fyldt 10 år for at bruge sin initiativret. Barnet skal kontakte Statsforvaltningen, og det kan gøres på flere forskellige måder:

1. Barnet kan ringe til Børnenes Skilsmissetelefon i Statsforvaltningen på telefonnummer 20 600 550. Rådgiveren kan vejlede barnet i at bruge sin initiativret og hjælpe med at oprette sagen.

2. Barnet kan printe skemaet Blanket om barnets initiativret, udfylde det og sende skemaet til Statsforvaltningen med post. Adressen er: Statsforvaltningen, Storetorv 10, 6200 Aabenraa

3. Barnet kan også møde op i Statsforvaltningen, som har afdelinger ni forskellige steder i landet. For barnets skyld er det rart at have en voksen med.
Se adresserne her

Hvad sker der, når barnet bruger sin initiativret?

Hvis barnet bruger sin initiativret, indkalder Statsforvaltningen til et møde med begge forældre for at gennemgå de aftaler, der er lavet, ud fra barnets perspektiv. Det er ikke sikkert, at tingene bliver, som barnet ønsker, da der er en række andre forhold, der også gør sig gældende, når sagen vurderes. Til gengæld er barnet sikker på at blive hørt af både forældrene og af Statsforvaltningen.

 

Til toppen af siden
Senest opdateret 22. jan 2017
Kontakt os
 
Forside
Nyheder |Om Statsforvaltningen |Job
Publikationer |FAQ |Presse |English